Aktuelt

Havtorn – saml naturens lækre vitaminbombe

Havtorn er de gul/orange bær, som findes langs Vestkysten. Bærrene er sunde og gode til madlavning.

Er der noget der har vundet indpas i de senere år, så er det havtorn. De lækre syrlige bær er fyldt med vitaminer, og kan bruges til madlavning, syltetøj, saft og meget mere.

Og de findes i massevis langs Vestkysten, og også omkring Thyborøn.

Havtorn busk fyldt med orange bær

Hvad er havtorn?

Havtorn er en busk, som vokser langs med kysten ude ved havet. Den lever bedst i kalkholdig og sandet jord, og kræver både lys og plads. Ofte finder du den på østvendte sider af klitter.

Havtornbuske kan blive op til 6 meter høje, men findes oftest i størrelser på 1-2 meter.

Havtorn er let genkendelig med sine gul/orange bær, sølvagtige løv og tilstedeværelsen af torne.

Bærrene er fyldt med A-B-C og E-vitaminer, og indeholder desuden også de sunde omega fedtsyrer.
Havtorn er specielt kendt for sit store indhold af C-vitamin, hvor ét bær indeholder lige så mange C-vitaminer som en hel appelsin.

Her kan du finde havtorn

Som nævnt finder du ofte havtorn langs klitterne. Ved Thyborøn vokser den flere steder, og du ser den blandt andet langs hovedvejen fra Harboøre til Thyborøn. Der vokser massevis af havtornbuske på begge sider af vejen.

Du kan også finde havtorn langs vandreruter ud i engområderne. Her findes der op mod 7 ha havtornekrat.

Ellers er det bare at gå på opdagelse i naturen langs kysten. De er nemme at finde.

Besværlig høst

Man må lide før man kan nyde. Det er meget rammende for høsten af havtorn. For buskene er fyldt med torne, og bærrene sidder godt fast, tæt på både hinanden og grenen.

Det kan derfor være besværligt at høste de lækre bær. Mange bær smatter ud, og du kan nærmest ikke undgå at stikke dig. Du kan derfor med fordel bære handsker og have lange ærmer på.

En anden måde er at klippe grene af busken, lægge dem i fryseren i en halv times tid, hvorefter bærrene er nemme at banke af grene. Denne metode betyder jo desværre en hvis skamfering af busken. Almindelig pluk er derfor anbefalingen herfra.

Havtorn er et efterårsbær, og modnes sent. Oktober-December er den periode, det er bedst at plukke dem. Før det er de oftest alt for syrlige, og næsten uspiselige. Havtorn har godt af frost, da det sødmer bærrene.

Comments are closed.